The hills are alive: Debutanten Charlotte Guldberg er et fund til rollen som guvernante i Det Ny Teaters overdådige kitchbutik
Teater
»Disse mure er ikke bygget for at holde problemerne ude«, formaner Tove Hyldgaards verdenskloge abbedisse og sender den små klosternovice Maria tilbage i armene på den mand, hun er stukket af fra, da følelserne kom for tæt på, den strenge kaptajn Trapp – ham med de syv, moderløse børn. Det samme kan man ikke sige om Det Ny Teaters gamle vægge. For selv et par sammenbidte teaternazister lurer i kulisserne og truer familien von Trapps alpeidyl, så er det ikke nok til at ødelægge fornemmelsen i hele kroppen: Det Ny Teaters opsætning af Rodgers & Hammersteins uopslidelige, sakkarine operettetraver The Sound of Music er én lang, herlig sommerferie.
Alt klapper
Det forlyder, at en koreansk tv-station engang mente, at Hollywood-filmatiseringen med Julie Andrews var alt for lang, hvorfor man resolut klippede alle sangene ud, men naturligvis bevarede titlen! Det har man naturligvis ikke gjort i Daniel Bohrs tempoprægede iscenesættelse, hvor alt kører som efter en marinekaptajns fløjte. Den engelske scenograf Paul Farnsworth har endnu engang skabt en angelsaksisk kitsch - og luksus-scenografi til Det Ny: Bjergtoppe svæver, graner daler, trapper ruller, nonner i tung aftenmakeup roterer – og alt klapper, publikum inklusive. Her er sangene naturligvis de emotionelle højdepunkter, hvor livsglæde, håb, tvivl og glæde kommer til udbrud, så det hele forplanter sig til selv den mest forfrosne og forhærdede vintersjæl. Det skyldes selvfølgelig Richard Rodgers smægtende og velkendte melodier, der flyder frit, frejdigt og festligt fra kapelmester Henrik Krogsgaards orkestergrav. Men det skyldes også kanondebutanten Charlotte Guldberg (lær bare navnet udenad), der bliver sjælen i hele foretagendet. Det er ikke for meget sagt, at hun ligefrem lyser på scenen som guvernanten, der finder både kærligheden og musikken.
Solstrejf
»Kan man dog holde solstrejf i sin hånd?«, spørger nonnerne, som ikke ved, hvad de skal stille op med det viltre pigebarn. Sikke dog et åndssvagt spørgsmål. For Charlotte Guldberg kan, og hun er et fund til rollen som bjergtrold og alpeviol. Med honningstemme og usvigelig sikkerhed fylder hun rollen. Hun får et rigtigt menneske ud af dette dydsmønster, giver hende farve i kinderne uden kunstige sødemidler. Hun er ikke bare fuld af udtryk, men direkte udtryksfuld. Rørende i sin fortvivlelse, men ladet med smut med øjet, tindrende smil og smittende gå-på-mod, der overhovedet ikke virker forceret. Naturligt indtagende, når hendes forelskelse gengældes under fuldmånen eller når børnene skal opmuntres i tordenvejr. Kan hun ligefrem lide de der syngende, gardinklædte børn – som i øvrigt er valgt med sikker hånd for barnlig charme og er meget mere end bare til at holde ud?
»Jeg bliver langsomt sikrere med tiden«, traller Maria. Charlotte Guldbergs guvernante gør mere end det. Hun er ganske enkelt en solidt plantet og helt vidunderlig solstråle fra første færd.
Så tilgiver man gerne denne Maria, at en af hendes favourite things er »pelsen på pudler« (!). Resten er også i alpetop: Peter Jorde gør solid scenetjeneste som den opvartende træmand kaptajn (A)Trapp, mens Susanne Breuning og Jacob Morrild fylder rollerne som henholdsvis sofistikeret baronesse og manager med stensikker rutine.
Goodnight, farewell, auf Widersehen, adieu til sorger og bekymringer. Eskapisme-templet Det Ny Teater har sikret sig et sneskred af en publikumsslammer, som selv Danmarks Statistik måske kan få øje på. Det barn som sig ærgrer gul og grøn skal aldrig den farve miste.
*The Sound of Music. Musik: Richard Rodgers. Sangtekster: Oscar Hammerstein II. Manuskript: Howard Lindsay og Russel Crouse. Oversættelse: Chrstian Lange og Karen Hoffmann. Iscenesættelse: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Det Ny Teater resten af sæsonen (mindst!)